By admin

Ny Oialla webshop

Er du vild med Rasmus Bo Bojesens vilde Oialla chokolader, så kan du glæde dig over, at det nu er blevet endnu nemmere at få fat I de
lækre chokolader. Der er nemlig åbnet en ny webshop, hvor du kan købe de eksklusive plader både i små mængder til en kop kaffe eller i 4 kilo med små stykker, så du nemt kan bruge det i bagning, konfekt mm. Du kan også købe nibs, der også kan bruges i både det søde og salte køkken. Chokoladen sendes med Post Danmark, dog ikke til udlandet.

Udover den nye webshop har redaktionen også set Oialla chokoladerne dukke op i Irmabutikker, hvor du også flere steder kan finde Amma, Valrhona mm.

Smagning fra Chokoladefestival 2014

Redaktionen byder her på et hængeparti af smagning fra sidste års festival – måske en lille appetitvækker til næste års festival, der igen finder sted på Tap 1 i Valby d. 7. og 8. marts 2015.

RO chokolade
Her smagte redaktionen 10 dråber. Dråberne kommer i fine farver i en æske med 10 styk:

  • Nougat og peanuts, orange farve: Blød nougat med salte peanuts i en skal af 70 % chokolade. Redaktionen smagte en varm sommerdag, som nok ikke var helt god for nougat’en, som ikke helt gav modspil nok til de salte peanuts.
  • Kokos ganache, lys lilla farve: Hvis chokolade ganache lavet med koskosmælk og revet kokos og revet kokos i en skal af 70 % chokolade. Må ikke sammenlignes med en traditionel Bounty. Kokossmagen kommer til sidst og chokoladesmagen er ikke så dominerende.
  • Ingefær ganache, gul farve: Mørk chokolade ganache med hakket syltet ingefær i en skal af 70 % chokolade. God chokoladesmag, som balancerer fint med ingefæren, som ikke bliver for skarp. Redaktionens favoritstykke.
  • Espresso, mørkebrun farve: Mørk chokolade ganache smagt til med espsresso i en skal af 70 % chokolade. Markant kaffeduft og en brændt kaffesmag. Et stykke for kaffeelskere.
  • Salt karamel, grøn farve: Blød karamel lavet på lys chokolade og havsalt i en skal af 70 % chokolade. Lækker konsistens med meget kraftig saltsmag. Måske lige rigeligt efter redaktionens smag.

Aalborg Chokoladen
Redaktionen smagte tre fyldte kugler:

  • Pink kugle med hindbær og lakrids. Kugle af hvid chokolade med flydende kerne af (engelsk?) lakrids. Hindbærsmagen kommer til sidst og runder smagen af. En vellykket kombination, som helst skal spises i en mundfuld, hvis man ikke vil have lakrids på skjorten.
  • Perlemorsfarvet kugle af hvid chokolade med marcipanfyld med lime. Den syrlige smag dominerer marcipansmagen, men det syrlige passer godt til den hvide chokolade.
  • Gylden kugle af lys chokolade med passionsfrugtsmag. Fin passionssmag, som næsten overdøver chokoladesmagen. Kunne måske have været bedre i en mørk chokoladeskal.

Konnerup & Co.
Her dykkede vi ned i en æske med 4 marcipanæg:

  • Mørk chokolade med orangemarcipan. God appelsinsmag, som balancerer rigtig godt.
  • Mørk chokolade med fintmalet marcipan.
  • Lys chokolade med en lidt groft malet marcipan. Behageligt i smagen, ikke så sødt.
  • Hvid chokolade med fintmalet marcipan med hyldeblomstsmag. En velfungerende kombination, som smager af sommer.

Dermed afsluttes festivalsmagningen, og vi ser frem til mange nye spændende chokolader på næste års Chokoladefestival.